|
|
|
|
|
Beskrivelse af maleri
Billedet er bygget op med en trekant som starter ved en persons hoved, formodentlig en kvinde, til venstre for centrum. Det er et varmt billed, med en sort baggrund, og billedet er mørkt, bortset fra et par ben der stikker ud fra mørket, der er belyst oppefra. Benene er bare og lyse. Nede ved anklen har kvinden taget et greb med sin venstre hånd. Hun er også belyst, med lys der kommer oppefra. Hendes arm og fod danner skygger ned på gulvet. Hun er iført en hvid kortærmet bluse, og et par sorte opsmøgede bukser og bare fødder. Hun har sort hår, og sidder på hug, med det højre ben som støtte for hendes vægt. Hun kunne godt være fra Japan, da japanerne bærer hendes beklædning som dagligdagstøj.
Betydning: grunden til at
En sort kat rendte over den støvede vej, og der gik en sky for solen. Det trak op til uvejr, det var ikke lige sådan Samuel havde drømt om sin tilbagevenden til Mong Kok. Han havde tjent kejseren af Japan i 3 år, og var nu vendt tilbage til sin forlovede i Mong Kok. Han havde fået en af kejserens bedste gangere, og et forgyldt sværd som han havde hængende ved sin side. Han glædede sig til at se hende igen, han husker hendes lange glatte sorte hår som hang ned over brystet, og bare ved at tænke på hendes smil blev han i godt humør.
Nogle små huse dukkede op i horisonten, og han vidste at han var hjemme. En lille dreng med laset tøj lå på sine bare knæ, ved en klar rindende å, som han også legede, ved da han var barn. Drengen sejlede med en barkbåd, han havde lavet af et stykke bark med et siv, som sejl. Det gav en rungende lyd da hestens hove ramte træbroen, som førte over åen. Drengen kiggede op, og sad der og stirrede i nogle øjeblikke, indtil han genkendte hvem det var, der var på vej ind i byen. Han skyndte sig at løbe ind til byen, mens han skreg "Samuel er vendt tilbage". Samuel blev varm indeni, fordi folk ikke havde glemt ham helt. Folk begyndte at strømme ud på gaden fra deres små træhuse, og kigge nysgerrigt efter den tilbagevendte. Samuel svingede hans ene ben over hesten, og tøjrede den til en pæl. Han gik med raske skridt, over mod huset hvor han vidste Saartje boede. Og der stod hun, solen reflekterede i hendes sorte hår, og hun lignede en engel som hun stod der i lyset. Hendes hår var blevet lægere, ellers var hun som han husker hende: smuk som en engel. Han bukkede elegant og hilste ved at kysse hende på hendes porcelænsfine hånd. Hendes kinder blussede op, og blev røde, hun vidste hvad dette betød, nu skulle de endelig giftes, som de aftalede for 3 år siden.
Saartjes familie var meget fin og anset, og det var hendes far der havde krævet at Samuel skulle tjene kejseren i 3 år, før han var værdig til at tage datterens hånd. De sad alle på gulvet, som man nu gør i Japan, og spiste sushi. Gulvet var lavet af træ, ligesom resten af huset. Ovenpå gulvet var der bredt fine silketæpper ud, som de sad på. Det var ikke hver dag, de tog silketæpperne frem, men da deres datter nu skulle giftes var de fremme. Faderen, som var en robust mand, med en dyb stemme sagde at de måtte få et hus som han lige havde opkøbt udenfor byen. Han fastslog også at det var der brylluppet skulle stå.
Endelig blev det lørdag, det var denne dag faderen havde bestemt at brylluppet skulle stå. Samuel gik frem og tilbage nede ved åen, og tænkte over hvor godt han egentlig havde det. Han havde fået hus og kone, hvad mere kan en mand ønske sig, han kunne ikke selv svare på spørgsmålet, så der var nok ikke noget svar. Han satte sig på en stor mosbegroet sten, og så ud over de frodige marker. Da han bemærkede en kæmpe støvsky ude i horisonten, han vidste hvad det betød, for han havde set det, så mange gange under hans tjeneste hos kejseren. Det var en masse heste der red meget hurtigt over den støvede vej. Han begyndte at løbe ind mod landsbyen men for sent, det var Samuraier fra Den Røde Klan, de havde fakler i hænderne, som de smed ind i træhusene. Snart stod det meste af byen i flammer, og et væld af skrig og råb, fyldte hans hoved. De begyndte at nedslagte, indbyggerne med deres sværd, og skrigene rungede i Samuels hoved. Samuel trak sit sværd og kæmpede bravt, og dræbte 7 samuraier. Pludselig kom Kejserens mænd til undsætning, Samuel åndede lettet op, da han så dem og fik øje på hans hjertenskære Saartje hun stod inde i et af husene og holdt en baby mellem sine arm som hun prøvede at berolige.
Han gik ind og omfavnede hende i mørket, der kom kun lidt lys ind gennem en sprække i loftet. Næsten alle fra Den Røde Klan var flygtet pånær en han var hårdt såret, han var blevet ramt i brystet. Med en sidste kraftanstrengelse, løftede han sit spyd, og rettede det mod Saartje. Samuel vendte sig om, men for sent, spyddet var sendt af sted mod Saartje, han kastede sig ind foran hende for at forhindre spyddet i at gennembore hende og barnet. Han afværgede spyddet, men i stedet gennemborede det hans eget hjerte. Samuel var død på stedet, Saartje rakte hånden hen imod ham, det eneste hun kunne se var hans ben, der stak ud af mørket. Hun trak ham ud, og holdt ham i sine arme. Fuld af sorg, tog Saartje sin kniv hun havde siddende i sit bælte, og begik harikiri. Hun faldt med det samme død om, ved siden af sin elskede Samuel….
|
|
|
|
|
