At børn skal have grænser, det viser alle undersøgelser, men hvor stramt skal de trækkes op, og hvad skal man gøre når grænserne overtrædes ?
Nogle forældre mener at et lille klap i enden ikke skader og det gør det vel heller ikke, men det er ikke alle forældre der kender grænsen mellem bank og klap. Det er også  derfor at man i folketinget har ophævet revselsesretten dvs.  at forældre i dag ikke må slå deres børn, og hvis loven overtrædes kan de straffes. Men det er dog ikke helt problemfrit at lave en sådan lovændring for det er ikke alle forældre, der sådan lige kan holde op med at bruge det, at slå som et redskab i opdragelsen.
  Mange udlændinge har brugt det at slå, som en del af opdragelsen og det er som regel også helt normalt  at gøre i deres hjemland. Derfor er børnene også helt vant til at blive slået, hvis de overtræder forældrenes grænser. Børnene mister derfor også respekten for forældrene mister helt kontrollen med børnene, hvis de ikke må afstraffe. Det er en ond cirkel som det tager utroligt lang tid at ophæve.
  Men er det overhovedet nødvendigt at bruge det at slå i opdragelsen ?
Det mener jeg ikke, jeg mener det er komplet unødvendigt. Der er mange andre former for straf, så som stuearrest eller et forbud mod at lege med vennerne i en tid. Det er straffe, der er hårde nok for et barn. Det at slå er ikke bare en dum måde at løse problemerne på, det kan også risikere at få den modsatte effekt altså at børnene helt mister respekten for forældrene. De syntes måske at forældrene er karaktermæssigt svage og selvmodsigende. Forældre fortæller jo forhåbentligt at vold er en primitiv måde at løse problemerne på, men hvis de så selv udøver det , er det meget selvmodsigende og børnene får ikke rigtigt respekt for dem, og derved har forældrene alligevel ikke opnået hvad de ville.
   Jeg er også af den mening at vold skaber voldsmænd. Mange undersøgelser har nemlig vist at voldsmænd ofte selv har fået tæsk som små og derfor er det for dem en helt naturlig måde at løs problemerne på. Hvis de føler sig forurettet eller truet slår de fra sig og hvis de slår deres børn, kan man risikere at det samme mønster vil vise sig. Altså en ond cirkel som kun kan stoppes ved at man holder op med at slå.
  Jeg har før set en udsendelse på DR1 om forældre, der havde slået deres små spædbørn. Det havde ikke noget med fødselspsykoser at gøre, det var simpelt hen forældrenes aggressioner og frustrationer, der gik ud over barnet og sådan noget syntes jeg mildest talt er forkasteligt. Sådanne forældre burde slet ikke havde børn. Jeg mener også at man giver den slags forældre alt for mange chancer. Børnene skulle tvangsfjernes allerede efter første gang det blev opdaget, at de havde mishandlet barnet, der skulle slet ikke være en anden eller tredje chance. Jeg mener at en gang er en gang for meget og det viser kun at forældrene er for psykisk svage til at havde børn, for som forældre må man kunne holde sine egne problemer for sig selv og ikke lade det gå ud over børnene.
  Konklusionen er altså at det at slå sine børn har alle odds mod sig.
Men når vi nu snakker om det at slå sine børn skal vi også passe på at vi ikke bliver at for hysteriske. For man kunne godt forestille sig at en forældre i bare angst for at barnet skulle komme alvorligt til skade giver barnet en lussing. Dette vil jeg kalde et uheld og jeg tror heller aldrig at denne forældre ville slå igen. I denne situation vil jeg mene at det var hysterisk , at melde sin mor eller far.