Sri Lanka hed destinationen på feriestedet, jeg havde været der i 14 dage og en dag skete der noget jeg aldrig glemmer.

 

Tik tik tik tik, det fordømte "bornholmerur", gid det måtte komme ud af takt og springe i luften! Min mave gav tydeligt udtryk for sult, den brummede som en Harley, der ikke var blevet smurt. Mine arme dunkede, men havde dog overlevet nattens myggeangreb. Jeg havde taget mine forholdsregler og sømmet vinduet til med myggenet, men det havde åbenbart ikke virket.
     Jeg kom ud af sengen og trak i mine gamle slidte badeshorts, som jeg havde købt af en af strandsælgerne på en af de første dage. Jeg var den første der var oppe, det var rart at kunne mærke den frodige græsplæne under mine bare fødder, og ikke hele tiden skulle tænke på glasskår, og andre ting der kunne skære. Med en smidig bevægelse tog jeg en svømmetur i det kølige vand, det var skønt at ligge helt afslappet, tømme hovedet for tanker og nyde ferien i fulde drag. Men stilheden varede ikke ved, Ruan var stået op og kom stormende hen mod mig for at bedække mig med en flodbølge forårsaget af en af hans fosterbombe. Efter en mindre vandkrig, der åbenbart havde været så højrøstet, at den havde vækket hele turistområdet, bestemte vi os for at finde andre krigspladser uden sovende humørbomber.
     Ruan var en af de lokale, jeg havde mødt en dag jeg var ude og dykke. Jeg havde tilbragt hele ferien sammen med ham, han var blevet min bedste ven. Hans heavybeatle frisure fik mig altid til at tænke på tarzan, selvom han bestemt ikke var nogen tro kopi. Han havde engang prøvet at svinge i en lian inde i junglen, men uden held han landede i en mødding efter 2 sekunders svæv. 

     Solen tittede nu frem ude i horisonten, og badegæsterne begyndte så småt at udstøde tilfredse lyde, der tydede på en god nats søvn. Min mave kunne heller ikke holdes tilbage mere, den brummede nu værre end et savværk. Så vi besluttede os for at få noget morgenmad, på en af de mange restauranter der lå langs kysten.
     Livet er ikke bil, båd og penge, men et glas friskpresset ananasjuice på en strand langt væk fra storbyens larm. Der var ikke en sky på himlen, og det betød at der var et uvejr på vej. Men det var også et tegn på, at der ville komme de vildeste bølger, der kun var til for at blive surfet på. Ruan så lidt mistænksom ud, da der kom en kold brise ind, og satte gang i gåsene på min hud. Han mente ikke, vi skulle tage ud i dag, han sagde at han kunne mærke at der var noget ondt ved vejret i dag. "Du kan stikke dit voodoo lort op og gemme det der, til det kommer ud med ananassen i morgen, indtil da skal du med mig ud og surfe". Han trak lidt på smilebåndet og stak mig "5 svin", mens han sagde "let's do it".

     Tarzans klons hår var blevet forvandlet til en kæmpe fuglerede, da vinden begyndte at blæse kraftigere. En fed "pølsetysker" måtte lette sig uden brug af kran, for at redde hendes nu flyvende paraply, der sikkert også havde fået nok af hendes ekstreme hensynsløshed. Jeg havde kun én ting i hovedet - at komme ud og prøve kræfter med de kæmpe bølger, der knustes for mine fødder. Jeg stod nede i vandkanten og samlede en god portion mod, som jeg helt sikkert fik brug for. Bølgerne jeg skulle ride på, var gennemsnitligt 5 meter høje. Velcroremmen der sørgede for at mit bræt ikke forsvandt i vandet, blev spændt om min ankel. Jeg smed min trøje ud i bølgerne og i kor skreg Ruan og jeg vores kampråb, det er et ritual vi altid udfører før og mens vi surfer.
     Der var ikke flere surfere i vandet, og "D-A-N-G-E-R" skiltet var oppe. Jeg var virkelig tændt, jeg kiggede over på Ruan, han så lidt bleg ud. Jeg gav ham fingeren, og sagde at han ikke kunne svømme fra en snegl i et evighedshjul. Derpå sprang jeg ud i det skummende helvede, og i øjenkrogen kunne jeg se at Ruan var med på den. Efter at have svømmet 200 meter væk fra kysten stoppede jeg op, for at se hvor Ruan var - han svømmede videre. "Han skal sku' ikke tro, jeg er en kylling" tænkte jeg og svømmede efter. Da vi var kommet så langt ud, at man kun lige kunne ane huse og palmer i horisonten, stoppede vi og ventede på den helt rigtige "wave". Jeg sad med et ben på hver side af surfboardet, og så ned i dybet, der var vel 40 meter dybt. Man kunne ikke se bunden, så jeg var da fri for tangmonstre og andre slimede væsener.
     Blæsten tog til, og jeg var vil tro den var helt oppe på orkanstyrke. De ellers så afslappede palmer, var nu blevet strukket bagover, og lignede mere vaskebrædder end palmer. Bølgerne blev højere og højere, og de slog hårdere og hårdere, når de knustes mod strandkanten.
     
     Endelig - en enorm bølge var på trapperne, nok dobbelt så stor som "King Kong". Jeg havde aldrig set noget lignende, det var mit livs bølge. Jeg fik øjenkontakt med Ruan, hans øjne havde et glimt af bange anelser. Vi skreg vores kampråb, og begyndte at padle for at kunne følge med bølgen. Jeg kom op på bølgen, og kunne se at Ruan gjorde ligeså. NIRVANA - ét ord der kan beskrive, hvordan jeg havde det. Jeg kom skyhøjt op, jeg kunne se ned bag de forreste huse på stranden og ind i et frodigt ukrudtsbed også kaldet junglen.
     Ruan var ikke at se mere, tanker fór gennem mit hoved. Men blev hurtig afbrudt, da toppen af kæmpebølgen knækkede over. Jeg kiggede hurtigt over skulderen, og så at en bølge på størrelse med hele Danmarks vandforbrug, skulle til at ramme mig i nakken.
     I løbet af et nanosekund blev mit legeme presset 20 meter ned i dybet, jeg fik pumpet luften ud af lungerne da bølgen ramte mig, så det var ikke noget under, at jeg begyndte at snappe efter vejret. Mine arme prøvede febrilsk at trække min krop op mod lyset, men problemet var bare at der var lys over det hele. Jeg havde vist fået en lille hjernerystelse da bølgen ramte, og jeg kunne ikke finde ud af hvad der var op eller ned. "Hvor er supermand når man har brug for ham"? Jeg begyndte at sluge vand, og tænkte at spillet nok var ude. Men heldigvis begyndte det at stramme om min ankel, og jeg vidste hvad det betød. Surfboards kan heldigvis ikke synke, så det trak mig op mod lyset, livet og luft. Efter uendelige sekunder og 2 liter vand nåede jeg overfladen, og begyndte at bytte vandet i mine lunger ud med luft. Med to arme oppe på boardet begyndte jeg at svømme rundt efter Ruan, men han var ikke at se nogen steder. Jeg besluttede mig for at svømme ind, før jeg blev overfaldet af endnu en giga bølge.

     En rumlen og en pludselig temperaturstigning advarede mig om, at jeg skulle brække mig. Min hud var rynket overalt, men det eneste jeg kunne tænke på var - hvor Ruan var. Jeg vandrede op og ned af stranden, mens jeg spejdede ud over det urolige hav - men uden held. En masse tanker poppede op i mit hoved, var det min skyld? Har jeg mistet min bedste ven p.g.a. min dumdristighed? Jeg kunne ikke leve med tankerne, jeg var nødt til at finde ham.
     Et gult glimt i en af bølgedalene gav mig et spinkelt håb, men nej der var ikke nogen Ruan i enden af snoren, der ellers reddede mig. Jeg begyndte at tudbrøle, og mindede om en fusion af en operasanger og et vandfald. Med tunge slæbende skridt begyndte jeg at gå ind mod byen, jeg vidste at det ikke nyttede noget at tilkalde hjælp. Han var for evigt væk, fanget i havets dyb. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle fortælle andre, eller om jeg kunne leve med det selv. Måske var det nemmeste bare at tage sit liv, jeg kunne i hvertfald ikke leve videre vidende at jeg dræbte min bedste ven. En ødelagt dåse lå i en af affaldsbunkerne bag et af husene, jeg tog den op, vejede den i hånden, og satte den mod pulsåren…….

Hey "bonghoved"! En stemme bag mig stoppede mig i min selvmordsaktion, det var Ruan. Han lignede en dobbelt whopper med lidt for meget ketchup, hans hår var noget rod og han havde blodnæse. Han fortalte at han havde ramt nogle sten lidt længere henne på stranden, og på mirakuløs vis klaret skærene.

     Jeg havde fået en lærestreg, som jeg aldrig glemmer: undervurder ikke vejrets kræfter, og surf ikke når der er orkaner, medmindre du vil ende som fiskeføde.