The time is 4.30am, and you're under arrest!!

En høj kaffe lugtende natbetjent, tog et fast greb om mine arme, og spændte dem fast i et par håndjern på ryggen. Jeg havde egentlig ikke opdaget hvad der var sket, før jeg vågnede op 10 timer efter, med en masse tømmermænd i en celle stoppet op med andre fremmede mænd.

Jeg prøvede at huske hvad der var sket den nat, og hvorfor jeg sad her buret inde i en celle. Jeg hamrede min næve mod døren, som ikke gav sig en millimeter, og skreg derefter for at komme ud, men ingen ville åbne. Jeg kiggede mig om i cellen, det var svært at identificere personerne, fordi at der kun kom en svag lys ind et sted fra; og det var et hul i væggen med tremmer for. Der sad 10 andre mænd og kiggede underligt på mig, de prøvede nok at sige at det var nyttesløst at larme, og at der ikke var nogen kære mor her.
Der var ikke megen inventar, der var en vask som var ekstrem ulækker, fordi den var helt orange og brun af bræk. Der var også en tisserende som var en fordybning i betonen, der løb gennem alle cellerne og udenfor.
Der var dele af nattens begivenheder der kom i flashback, og jeg begyndte at huske mere og mere. Jeg var taget på ferie i Venezuela, og var en tur på natklub, der var jeg uheldigvis kommet op og slås med et stort brød, som sandsynligvis har knocked mig i gulvet.
Mens jeg sad på det kolde beton gulv, med hovedet hængende mellem mine knæ, blev der åbnet for døren. Jeg blev slæbt med ud i et lille lokale, med et bord og en stol på hver side. Der sad en mand, der var fint klædt i jakkesæt og slips. Manden var advokat fra den danske ambassade i Venezuela, han rettede lige på hans slips og derefter fortalte han at jeg var blevet anholdt for manddrab, og min sag var under behandling. Retssystemet fungerede meget langsomt, så min sag ville nok først blive behandlet om 2-4 år. Tallene kørte rundt i mit hoved, 2-4 år det kunne da ikke passe. Jeg spurgte, om ikke jeg kunne blive forflyttet til et fængsel i Danmark. Men det kunne ikke lade sig gøre, fordi Danmark og Venezuela ikke har en fangeforflytningsaftale.
Jeg blev ført tilbage til min celle igen. Det var en rigtig ulækker stank af bræk og armsved, der slog mig i hovedet som en mur, da jeg gik ind i cellen. De andre fanger var alle mørke i huden, og sandsynligvis fra Sydamerika, de gik alle i laset tøj, og det kunne godt tyde på, at de havde siddet her meget længe. De tog sig ikke af, når der var en af de andre fanger der beklagede sig, eller var oppe og slås.
De næste dage var meget hårde, fordi jeg fik næsten ikke noget at spise, og heller ikke ret megen søvn, p.g.a. fængslet var overfyldt. Når vi skulle spise ringede der en klokke, og man blev gennet ned til en sal med en masse bænke, hvor man skulle sidde og spise. Det hele var meget primitivt, bænkene var f.eks. skævt banket sammen af tilfældige træstykker, og der var ikke mad til alle.
Det var kun de der kom først op til madskranken, hvor en betjent stod og hældte grøn slimagtig grød ud i de tiggende fangers skåle. Jeg blev venner med en fange, som havde rimelig tjek på fængslet og dets regler. Det var et stort hieraki, hvor det var den stærkeste gruppe der bestemte. Der var mange slåskampe mellem grupperne, hvor der for det meste blev dræbt et par stykker. Man var enten med den ene gruppe eller den anden. Vagterne stoppede ikke slåskampene, fordi det lettede antallet af fangerne i det overfyldte fængsel.
Jeg havde mange gange tænkt på at flygte, men det var meget svært, fordi at fængslet var bygget op som et fort med en maskingeværsrede i hvert hjørne. Mellem dem var der en 4 meter høj mur med pigtråd for oven. Mange fanger har taget chancen, men har ikke klaret det hele vejen over. Jaques som min nye ven hed, spurgte mig en dag mens vi sad og spiste, om ikke jeg ville være med til at flygte. Han havde en plan, som han havde arbejdet på i flere år.
Himlen var mørk, og det trak op til regn, da vi sneg os fra sovebarakken, og hen over det knastørre sand, for at ende ved siden af muren. Jeg var blevet instrueret om planen, og hvordan vi skulle foretage hvert træk. Vi havde fået de andre fanger til at lave en masse larm, mens vi kastede vores flettede lagner over muren, og trak os op. Adrenalinen pumpede i hele min krop og jeg var lige ved at falde ned, af bare skræk for hvad de ville gøre ved os, hvis de opdagede os.
Da jeg var nået op på muren, og så ned efter Jaques, så jeg en af vagterne komme løbende med en pistol i hånden, mens han skreg alarm. Jeg vidste ikke, om jeg skulle blive og hjælpe Jaques op eller bare stikke af. Jeg valgte at blive, jeg strakte armen ned og kunne næsten nå hans udstrakte arm, da en kugle ramte ham i hovedet. Hans øjne blev helt udspilede, og der løb blod ud af munden på ham, mens han langsomt slap grebet om lagenet, og dumpede ned i gården igen. Jeg var fuldstændig lammet, jeg havde ham næsten. Jeg bliver afbrudt af et højt knald, og en varm følelse som blusser op i min krop. Jeg falder langsomt ned mod jorden, mens mit liv passerer revy, hvorfor skulle dette også ske for mig???
Måske er det skæbnen? Eller måske noget helt andet som vi mennesker ikke kender til…..