Tremmer tremmer, det var til at blive sinssyg af. Jeg havde kun siddet herinde i 4 timer, og var allerede ved at blive en "nutball". Men for at starte med begyndelsen af dette helvede. Det startede, da jeg vågnede op, til en dag jeg nok aldrig glemmer.

Solens første stråler varmede min krop, og det blev for varmt til at blive liggende nedenunder tæppet. Det er det værste ved at være i de varme lande, man kan ikke ligge og snue i sin seng, det er simpelthen for varmt. Jeg rakte automatisk armen ud efter mine badeshorts, der lå på natbordet. Min hud var fuldstændig udspændt, fordi at jeg var blevet skollet af den stærke sol.
Varmen slog mig i hovedet, da jeg trådte ud på terrassen. For at kunne falde i søvn, havde jeg tændt for airconditionen, og derfor var det lidt af en temperatur forskel jeg stødte ind i. Kun iført mine badeshorts løb jeg ned og sprang i det dejlige vand. Det sveg overalt på kroppen, da det salte vand trængte ind i min skollede hud. Der var ikke andre på stranden end mig, og det var herreligt. Ingen biler, ingen larmende radioer eller mennesker - bare stilhed.
Hotellets tjenere havde dækket morgenbord på terressen, som de havde gjort det den sidste uge. Min mor kom ud, hun lignede en druknet rotte. Hendes øjne var endnu ikke åbne, og hendes hår var en stor fugle rede. Man skulle helst ikke tale med hende, før hun havde fået sin sædvanlige kop kaffe. Vi spiste morgenmad sammen i stilhed, kun med bølgernes gentagende klukken i baggrunden. De vidste virkelig, hvordan man vartede gæsterne op her på hotellet. Morgenmaden var fint anrettet med ristet brød og spejlæg, som man får det derhjemme. Far havde det sådan, at han altid skulle have det som derhjemme. Til morgenmad skulle han have sin kaffe (Nescafe) og Jyllands posten, det var et mysterie for mig, hvordan de fik skaffet Jyllands posten hernede på Sri Lanka.
Efter maden ville jeg ud og se nærmere på et koralrev, der lå lidt længere henne af stranden. Min mor og far skulle det, som de havde gjort hele ferien, tage solbad. Jeg forstår ikke, at de kan gå så meget op i at blive brune. De siger at det ikke er for at blive brune, men for at de kan mindes ferien når de kommer hjem.
Jeg havde fået et dykkersæt i rejsegave af min morfar, det bestod af nogle blå finner og en maske. Jeg stak fødderne i finnerne, og tog masken på. Min snorkel havde en underlig smag af gummi, som jeg aldrig har kunnet fordrage. Vandet var helt azur blåt, og det vrimlede med fisk i alle mulige farver. Koralrevet var helt levende, der boede tusinder af fisk mellem de plantelignende koraller. Jeg svømmede helt tæt på, og blev helt forskrækket, da en lille fisk bed mig i fingeren. Den var ikke større end en femkrone, den havde en skrigende gul hud, og den svømmede vildt rundt for at afmærkede sit territorium.
Jeg svømmede videre, og i en lysning nede mellem korallerne så jeg, at der hang en flaske i en snor, som var fastgjort på et stort blylod nede på bunden. Nysgerrig som jeg var, dykkede jeg ned og frigjorde flasken, der hurtigt steg til vejrs, da den var fyldt med luft. Jeg tog flaske i hånden og opdagede, at der var et stykke papir indeni. Jeg svømmede hurtigt ind til land, fuld af spænding over hvad der mon stod på papiret. Jeg smed mit dykkerudstyr i sandet og flåede korkproppen af flasken, så jeg kunne få fat i papiret. Papiret var et almindeligt A-4 ark, hvor der var tegnet et kort, der lignede en fortegnelse af stranden. Der var sat et stort kryds ved en restaurant kaldet Red Lobster. Nedenunder stod der et tidspunkt og en dato. Jeg kiggede på mit ur, og fandt ud af, at det var i aften. Jeg tænkte på hvad der mon ville foregå om aftenen, og hvad der ville ske, hvis afsenderen fandt ud af at jeg vidste besked. Jeg besluttede mig for at svømme tilbage med flasken, og undersøge hvad der foregik om aftenen.

Mørket faldt hurtigt på, og jeg hørte græshopperne trykke den af, med de mest irriterende parrings signaler. Jeg havde taget en t-shirt på, da der var mange myg om aftenen. Mine forældre sad og så BBC inde på hotellet, og interesserede sig egentlig ikke for, hvad jeg lavede. Jeg havde ikke fortalt dem om fundet, men de ville nok bare have bedt mig om at være stille.
Asfalten var stegende varm, efter at solen havde varmet på den hele dagen. Den var så varm, at man næsten kunne stege æg på den. Red Lobster var et skummelt sted, hvor de lokale drankere holdt til. Jeg satte mig ved at af bordene og kiggede rundt i det lavt belyste lokale, mens jeg fik serveret en af de lokale drikke kaldet "arak". Det er brændevin som bliver drukket alle lokale steder, ikke fordi den er god, men fordi den er billig.
Intet mistænktsomt - bortset fra en mand der sad i et fint jakkesæt og røg, som om han var født skorsten. En anden mand kom ind af døren, og de andre gæster kiggede på ham med et skræmt blik og kunne ikke komme hurtigt nok ud af døren.
Manden satte sig helt ligegyldigt ved siden af "skorstenen", de snakkede ikke sammen. Han tog blot en pakke op af inderlommen, og skubbede den over til den anden. Mit hjerte begyndte at pumpe helt vildt, og sveden drev ned af mit ansigt, for at ende med en salt smag i munden. "Skorstenen" åbnede pakken, og vædede sin finger for derefter at stikke den ned i pakken. Fingerspidsen var nu bedækket med et hvidt pulver, som han smagte på med et smil. Brikkerne faldt på plads, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Det var ligesom en Sherlock Holmes film, dette var bare virkelighed. Jeg krøb langsomt ud af restauranten, og der var heldigvis ingen af dem, der opdagede mig.
Nu gik det hele hurtigt, jeg styrtede hen på politistationen og begyndte at råbe, for at vågne betjentene. En meget irriteret betjent kom ud og spurgte i et vredt tonefald, hvad der var galt. Hans politi uniform var slidt og alt for stor, den stammede fra da England havde magten på øen. Jeg fortalte ham det hele, så godt jeg nu kunne på mit gebrokne engelsk. Han fik hurtigt samlet 5 andre betjente, og sammen kørte vi alle ned til restauranten. Overbetjenten beordrede mig til at blive udenfor. Gennem ruden der lå ud til vandet, fulgte jeg med i hvad der skete. De fem betjente stormede ind, og kom op at slås med de to mænd. Det var egentlig betjentene der slog først, men sådan gør man vel hernede.
Næste dag blev jeg kaldt hen på politistationen. Det var underligt, men alle betjentene så meget sure ud. Da jeg trådte ind af døren, gik de to mænd fra aftenen før ud, mens de kiggede rigtig ondt på mig. Det kunne jeg ikke forstå, men forklaringen fik jeg senere. Jeg kom ind på overbetjentens kontor, og han fortalte, at jeg var blevet idømt 1 dags fængsel og en bøde på 5000 kr.
Jeg forstod ikke helt, hvad der foregik. Måske var politiet bestukket, eller i ledtog med de to mænd. Men nej overbetjenten fortalte at det slet ikke var to almindelige mænd, men 2 diplomater. Der var heller ikke narkotika i pakken, men et medikament mod aids. De to mænd havde lagt sag an mod mig og havde forlangt, at jeg  skulle betale for tabet af deres kostbare tid. Jeg protesterede og forlangte en retssag, men sådan fungerede retssystemet ikke her i landet.

Det er så grunden til at jeg sidder her og kukkelurer.

Jeg ved stadig ikke, om dommeren var blevet bestukket. For jeg har aldrig hørt om en kur mod  aids, og slet ikke i form af et hvidt pulver. Hvorfor kontaktede de hinanden ved hjælp af en flaskepost, jeg fik det aldrig at vide. Men en ting er sikkert, man smager ikke på medicin…………