Hjertevognen


Det var endelig blevet morgen, jeg havde ikke lukket et øje hele natten. Jeg havde lagt og prøvet at finde en elegant måde at præsentere Lisbeth for hjertevognen. Solen skinnede og det var som om, at alle fuglene sang for Lisbeth og jeg. Der var ikke en sky på himlen og mælkebøtterne var trukket I deres gule pragtdragt - det var helt perfekt. Jeg havde besluttet mig for, at det skulle være i dag, hun fik gaven. Hjertet havde egentlig stået klar i over en måned, men jeg havde ikke haft mod til at tage det frem. Selve hjertet var lavet af metal, der var flettet sammen til et hjerteformet skelet. Metalskelettet var så blevet overtrukket med rødt stof, jeg havde fundet hos fru. Pedersen Jeg kørte gennem Østergade og mødte Morritz, han var skolens bølle. Jeg var så glad og begyndte at vinke til ham, hvad jeg ikke plejer, fordi han altid gir mig buksevand. Han knækkede sammen af grin, ligesom en "langelænder", men jeg var da ligeglad, det eneste jeg kunne tænke på var Lisbeth. Jeg mødte også Anne, hun gik der med hunden i snor. Hun mindede mig om Lisbeth, hendes lange brune hår der dækkede over den perfekte krop. Den måde hun gik på og - med et vågnede jeg op af drømmeland. Det var en lastbil med lidt for meget fart på, den havde næsten kørt hjertet og mig selv over. Så ville det hele havde været forbi, jeg ville ha' lagt på vejen, som en dobbelt whopper cheese med lidt for meget ketchup. Jeg besluttede mig derfor for, at køre ad en mindre traffikeret vej ud til Lisbeth. Jeg kendte vejen helt ned til den sidste detalje, mange aftener havde jeg tilbragt i skjul uden for Lisbeths hus, spejdende for bare at få et glimt af hende. Jeg nåede til gaden hun boede på, hendes hus lå for enden af vejen. Jeg stoppede op for ligesom at samle den sidste portion mod, jeg følte mig som en ridder på vej til at frelse den fortabte prinsesse. Jeg trådte hårdt i pedalerne, for hjertet var tungt. Da jeg var nået ind i deres indkørsel stoppede jeg, stod af cyklen og gik med raske bestemte skridt op til døren. Min finger rystede, da jeg prøvede at ramme ringeklokken. I tredje forsøg ramte jeg, trådte et skridt tilbage og ventede nervøst på hvad der ville ske. Håndtaget gled ned og døren blev langsomt åbnet. Det var som om, at titusinde volt strømmede gennem min krop. Der stod hun, med det lange glatte hår hængende ned over brystet, hun duftede som en sommer i maj. Jeg åbnede munden men intet kom ud, hun stod og kiggede på mig, som var jeg en eller anden ligegyldig dørsælger. Jeg mandede mig op og med en dyb stemme, fortalte jeg hende, at der var noget hun måtte se. Jeg tog hendes hendes hånd i min og bemærkede ikke at hun strittede imod. Med en stolt stemme, præsenterede jeg hende for mit værk. Jeg fortalte hende at hun skulle sidde inde i hjertet, mens vi kørte ud i uedeligheden. Jeg synes selv at det lød brandgodt, men det gjorde hun åbenbart ikke. Hun flåede sin hånd til sig, mens hun skreg af grin. Det var ikke noget venligt grin, men mere hånligt og ondt ligesom  "pingvinen i batman". Hun kaldte på sin lillesøster, der kom farende ud. Hun fortalte det hele og de begyndte begge at grine. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg ville ønske, at jeg kunne gøre mig selv usynlig og forsvinde. Jeg kunne ikke klare deres hånlige latter mere, og løb fortvivlet over og sparkede til hjertet. Det væltede og knustes mod asfalten. Derefter var jeg totalt ligeglad med det hele, jeg løb uden noget mål, jeg ville bare væk! Jeg måtte have løbet i timevis, min hud begyndte at svie. Det var alle tårene der var tørret ind og næsten havde opløst min hud. Mørket var faldet på og jeg kunne høre uglerne give sit til, at jeg blev mere og mere bange. Jeg løb langs stranden, og havde skoven på min højre side, som jeg holdt mig langt fra. Mine fødder var helt opsvulmede af vabler og gennemblødt af bølgerne der ramte mine ben. På et tidspunkt må jeg være faldet om af træthed, jeg ligger nemlig nu i vandkanten og filosoferer over livet. Min mave rumler som et tegn på sult, men jeg er ligeglad. Jeg tror ikke jeg vil kunne spise eller tale igen, efter det der skete. Vandet er meget koldt, nok ikke mere end ti grader og jeg får sikkert lungebetændelse. Jeg vil helst ligge mig til at dø, jeg har mistet mit livs kærlighed. Jeg er blevet ydmyget af den person, jeg bedst kan lide.Hvordan vil jeg nogensinde kunne stå ansigt til ansigt med hende, eller nogle af mine klassekammerater, som nok vil få det at vide i morgen. Tankerne flyver gennem mit hoved, nede ved min fod ligger en ølflaske. Den er nok fra sidste sommer, hvor der blev holdt en masse fester på stranden.
     Jeg smadrer den mod en sten, så den er skarp og fyldt med takker. Jeg holder den i hånden og gør en sidste tanke. Jeg tænker på min mor, som sikkert sidder hjemme og er vildt bekymret for mig. Beslutningen bliver taget, og alt er stille........

Mine bare fødder sætter sine aftryk i sandet, jeg smider flasken langt ind i skoven og går hjem til mor...